Vores historie

Lunds Tipsforening opstod af nogle meget banale ting. Da Henry og Sigurd Lund havde fået lært at tippe (onde ånder vil påstå, at det har de ikke lært endnu) gik der konkurrence i at tippe, som der gjorde i alt, hvad de to knægte foretog sig i deres barndom. De begyndte meget hurtigt at skrive ned, hvor mange rigtige hver enkelt havde hver uge, også selv om de ikke nåede at aflevere hos tipsforhandleren senest onsdag.

I 1979 startede de så en mere struktureret turnering for fire personer bestående af deres mor (Cathrine) en tipper på deres avisrute (Eskild) og de to brødre Henry og Sigurd. Undervejs blev Eskild udskiftet med en skolekammerat (Johan).

I Efteråret 1980 kontaktede Henry Tipsbladets Michael Sørensen for at foreslå en opdeling af deres signaturernes tips i flere divisioner, altså oprette en Danmarksturnering for tippere, men det så han ikke nogen grund til. Det var sparket til, at der blev indrykket en annonce på “opslagstavlen” i Tipsbladet, hvor Henry inviterede til en turnering. Henry mener efterfølgende, at det var på dette tidspunkt ordet Tipsturnering blev en del af den danske ordskat. Der blev modtaget tilmeldinger, så de kunne oprette en turnering på 10 deltagere. Tipsrækkerne blev enten sendt med posten eller indtelefoneret.

I starten havde de to brødre ikke tænkt på, at udsende tipsoversigt og stillinger, og da der kom forespørgsler på dette, udsendte de kopi af stillingerne hver 6. uge.

I sæsonen 1982 kom der, efter endnu en annonce, tilmeldinger til en division på 20 deltagere. Udsendelse af stillinger skete nu hver 3. uge. Der blev indkøbt en kopimaskine, og deltagerne skulle hver betale 55 kr., og fra starten af sæsonen 1983 kunne man starte med udsendelse af tipsskema og stillinger, hver uge. Det var på god gammeldags maner, hvor tipperne fremsendte frankerede svarkuverter og tipsoversigterne blev skrevet i hånden og udregningen af stillingerne, foregik via hovedregning.

Fra “starten” i 1983 deltog bl.a. Per Glerup, der benytter signaturen Wallace og også var kendt som en fantom-tipper i Tipsbladet og Drossel, bedre kendt som Niels J. Carstens.

Gennem tiderne har der været rigtig mange dygtige tippere i Lunds Tipsforening og der er stadig enkelte tippere med, som har været med lige fra ”den rigtige start” i 1983.

I mange år i starten af turneringen udkom der månedligt et blad ”Lunds Tipsnyt”, hvor der var omtaler og meget mere, af det der foregik i foreningen. Det foregik på den gode gammeldags måde ved kopiering og senere produktion af bladet. Det var inden computerens indtog i verdenen.

Der blev i starten af foreningens tilbliven, afholdt årsfester/generalforsamling på skift alle steder i landet, hvor der var hyggeligt kammeratligt tipssamvær med tipsfodbold og tipssnak med konkurrenterne i turneringen.

Siden er Lunds Tipsforening vokset sig stor, og der er i øjeblikket en Danmarksturnering med 3 divisioner à 20 signaturer og en Ligaturnering ligeledes med 3 divisioner à 20 signaturer. Hver sæson bliver der også afholdt en Grand Prix turnering.

Foreningen ledes af en 3-mands bestyrelse og 2 turneringsledere.